Køwenhawnersyge

Jeg har i de sidste to dage modtaget reaktionerne på at jeg endelig har fundet et sted at bo. Der var mange tillykker,  og en del "ej hvor fedt" fra mine fynske studiekammerater. Fra mine københavnervenner, måtte jeg til gengæld modtage "FYN??" og andre chokerede kommentarer og frustrerede chatbeskeder. Det er i denne anledning, at jeg gerne vil tale lidt om københavnersygen, eller som den hedder her på siden, "køwenhawnersygen". Anders har været så sød at linke mig til denne artikel, der forklarer det ganske udmærket. Men den er lang, så her kommer den korte version: københavnerne er rædselsslagne for at bevæge sig udenfor byen, fordi København er det eneste rigtige sted at bo (som vi alle sammen ved). Alle andre steder selvfølgelig (som vi alle sammen ved) er fyldt med snæversynede, provensielle voldspsykopater, og afstanden vil selvfølgelig (som vi alle sammen også ved) dræbe vores venskab.
Den slags bliver jeg umiddelbart ked af at høre, og i min optik er det tydeligvis københavnerne der er snæversynede, når de ikke tør forlade deres etværelses på Fiolstræde til fem af de store om måneden, og opleve noget der er anderledes. Jeg bliver så edderspændt modsat af disse spydige kommentarer, så derfor tænkte jeg, at jeg ville komme her og skrive nogle ting jeg glæder mig til at slippe for, når jeg ikke længere  bor i København.

Top 5 over ting jeg ikke kommer til at savne når jeg immigrerer: 

1. Den totale ignoreren af cykeltrakfikregler. Ved i andre overhoved hvad det er? Jeg er DØD træt af at være ved at falde af cyklen, når jeg overhales TÆT af nogen der enten ikke har en ringeklokke, eller ikke ved hvad man bruger den til, indenomsoverhalinger og folk der, uden at give tegn, resolut hopper af cyklen lige foran een, så man er lige ved at ryge ud over styret.

2. Frygten for at sidde ved siden af hinanden i bussen. Hvad ER det? Tag nu jeres tasker på skødet, så Erna på sit fireoghalvfemsne år kan få lov at sidde ned i 5A, venner.

3. Larmen. Jeg bor lige ud til en trafikeret vej, hvor folk ofte kører for stærkt. Den kommer jeg ikke til at savne. Når jeg bevæger længere mig ind mod byen mødes jeg af byggelarm fra tre eller fire metrobyggerier, høj um-tiss-um-tiss-um-tiss-musik fra fem forskellige tøjbutikker og diverse grupper af næsten-teenage-piger  der  muligvis skriger bare for at gøre det.

4. Byggerierne. Nu vi er ved det: hvorfor bygger I alle steder på ÉEN GANG, København? Nu ER det jo faktisk en smuk hovedstad vi har her i landet. Hvorfor må ingen se den?

5. Svenske ekspedienter i hver anden butik. Det må man ikke sige, det her, men det gør jeg. Jeg kan i mange tilfælde ikke forstå hvad de siger (og omvendt), og jeg synes det er mærkeligt at ansætte en masse svenskere, når der samtidig er ungdomsarbejdsløshed i Danmark. Hvorfor er det nu vi gør det, København?

Men det ultimativt mest irriterende ved København er nu denne køwenhawnersyge og forestillingen om at vi er bedre end alle andre, fordi vi tilfældigvis bor i hovedstaden.
Så herfra: hvis jeg ikke er en tur til fyn værd, skal vi nok bare ikke være venner.