fredag den 14. december 2012

En birkes flytter hjemmefra

Jeg har en lejlighed. Jeg har en lejlighed. Jeg har en lejlighed.
Så bliver det ikke mere virkeligt. Jeg har ventet i fire måneder på en lejlighed i Odense, og nu har jeg den fra den 1. Januar 2013. Det er næsten ikke til at fatte. Jeg skal bo der sammen med min kæreste, Anders, og det skal være vores hjem. I Odense. Direkte afstand: 140km. Når man tænker over det er det jo ingenting, men det føles som rigtig, rigtig meget. Jeg har i de fire måneder jeg har læst litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet pendlet fra København til Odense. Nu kommer jeg til at have 3,3km til universitetet, en klar forbedring. Og helt, helt uvirkeligt.
Det er dét den her blog skal handle om. En køwenhawnerbirkes på eventyr i det fynske, med alle de kulturchok, grineflip og tudeture det kommer til at indeholde. Så jeg vil starte med at fortælle lidt om mig selv.
  • Jeg hedder Josefine (men alle kalder mig bare Jose), er 20 år gammel og fra Bagsværd.
  • Til daglig studerer jeg litteraturvidenskab ved SDU Odense, hvor jeg kom ind via kvote 2, da mine karakterer led under en depression i gymnasietiden. Jeg er stadig i behandling, men i klar bedring. Jeg tager ikke længere nogen form for medicin (bortset fra det jeg tager for min epilepsi), og jeg har næsten ingen symptomer mere. Jeg lider stadig af angst, men arbejder med det. Jeg bevæger mig langsomt men sikkert fremad. 
  • Jeg har fornyligt fået udgivet fem digte i en e-bog (som hedder Sort Snak og kan købes her), men jeg vil ikke være digter eller forfatter. Jeg læser litteraturvidenskab fordi jeg har en drøm om at åbne mit eget forlag. 
  • Min kæreste, Anders (som han skal kaldes fremover; jeg bryder mig ikke om at tage nogens navn og erstatte det med "kæreste"), fylder meget i mit liv. Vi har været sammen i snart to år nu. 
Jeg har selvfølgelig, som en hver god immigrant, allerede gjort mig nogle observationer omkring det sted jeg skal slå mig ned.

  • Odense fun fact nr.1:  Man står i kø ved bussen for at komme ind. Den der var ved stoppestedet først, kommer for det meste først ind. Det er rigtigt nok. 
  • Odense fun fact nr.2: Hvis man spørger nogen om vej, skal man ikke have for travlt. Den slags tager tid, og det skal gøres grundigt. I Odense er de fleste folk så venlige, at det er lige før de følger dig til din destination. 
  • Odense fun fact nr.3: Nogle fynboere (dog ikke alle, nogle forstår slet ikke det her) refererer til en "dürum" som værende en "rullekebab".
Mere følger. Denne køwenhawnerbirkes er færdig for i dag. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar