Køwenhawnerbirkes vender tilbage

... Og så var der eksaminer der skulle klares og et parforhold der skulle reddes. Men så vendte jeg tilbage.
Det har været nogle hårde måneder i Odense, hvis jeg skal være helt ærlig. Kulturchokket ramte mig hårdt og pludseligt, og det har været enormt frustrerende og ensomt. Derfor har mit indlæg i dag en lettere alvorlig tone. Jeg er nu over de værste forandringer. Her er en liste over dem jeg fandt sværrest at overkomme:

1. Ensomhed 
Jeg bor midt ude i ingenting. Der sker ikke rigtig noget her, og jeg føler at jeg ulejliger mine medstuderende ved at invitere dem ud til mig. Derfor har jeg ingen gæster, når der da ikke kommer nogle fra Køwenhawn på besøg. Når vejret er gråt (og specielt før der kommer blade på træerne) er her meget "sovjet." Heldigvis er Anders begyndt at få nogle gæster en gang i mellem. Det giver lidt liv.

2. Stress 
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været en udfordring for mig at flytte sammen med min kæreste. Der har været råben, kasten med ting og "så synes jeg ærlig talt du skal tage og pakke alle dine ting og skride." Det gjorde han heldigvis ikke. Det har været svært at vænne sig til at bo sammen og klare de ting der skal klares i en husholdning, sammentidig med at passe mine studier. Det er noget af et puslespil. Men Anders er begyndt at hjælpe rigtig meget til, og det sætter jeg stor pris på. Endelig føler jeg at jeg (lige nøjagtig) kan nå det hele.

3. Savn
Jeg begyndte pludselig at savne min familie mere end jeg nogensinde har gjort før. Det gik pludselig op for mig at jeg aldrig skulle bo sammen med dem igen. Pludselig virkede min søsters kaotiske faren-rundt så hyggelig. Jeg begyndte at savne min mors evindelige rengøring og sniksnak i telefonen (gerne på samme tid), og selv min fars heftige raseriudbrud over ting han kan ikke kan samle ("DER MÅ JO VÆRE NOGET GALT MED DET!"), eller hans fodboldhold der misser en "OPLAGT CHANCE! DER VAR JO HELT ÅBENT!"

4. Folk 
I forlængelse af mit savn begyndte jeg at se scooterdrenge og middelaldrende vi-har-børn-og-det-kan-man-se-på-os-vrag alle vegne. For ikke at tale om skrigende provinsgymnasiepiger med flere kilo makeup i hovedet og højtspillende Ke$ha fra deres iPhones. Nu kan jeg godt se at det kun var en effekt af mit savn, men på det pågældende tidspunkt følte jeg virkelig at det hele måske var en stor fejl. Folk er også begyndt at bemærke mit sprog ganske ofte. Højlydt. "Ja jeg kan jo høre du er fra Sjælland (tsk tsk)." Eller "Du er godt nok fra københavn hva'? (det må jo være dejligt at være sluppet væk derfra, hæ hæ.") Det bryder jeg mig ikke stort om, og jeg oplevede igen så sent som i sidste uge hos min læge (jeg kører i øvrigt forbi køer på min cykel for at komme derhen), hvor en sygeplejerske der skulle vaccinere mig (3. HPV) bemærkede at hun kunne høre jeg var fra Sjælland, grinede sammen med sin kollega og antydede at lægerne derovre ikke var så skarpe. Det får mig til at føle mig som en fremmed, mere end jeg gør i forvejen. Jeg ville ønske at det ville stoppe.

5. Akademia Nu hvor jeg bruger mere tid sammen med mine medstuderende, begynder jeg mere og mere at tale Akedemia. Et sprog der komplicerer alting unødvendigt og hvor "synsvinkel" hedder "fokalisator." Jeg kommer fra en arbejderfamilie, og jeg begynder at kunne mærke en lille kløft mellem os. Når vi taler i telefon kommer jeg oftere og oftere til at bruge ord de ikke forstår. Jeg synes det er så flovt.

...Men så vendte det hele, og det fynske forår kom endelig. Og hvem kan stå for det? Her er helt utroligt smukt, nu hvor alting er grønt. Mit område er et dejligt sted at bo nu. Her er skønt grønt overalt, og det kan man simpelthen ikke undgå at blive i godt humør af. Jeg ser harer og dådyr hele tiden herude, og her dufter virkelig skønt. Det må være en af de bedste forandringer. Både Anders og jeg er efterhånden faldet til, og holder af at bo her. Det ser ud som om, at alting bare bliver bedre og bedre.