Proletarperkerbirkes

Jeg har fuldstændig glemt at opdatere siden her. Det er faktisk lidt ærgeligt, så nu kommer jeg tilbage og skriver et indlæg om at være "indvandrer". Jeg er invandrer her på Fyn, men jeg er faktisk også indvandrer på universitetet, og det er det jeg vil skrive om i det her indlæg.
Selvom jeg nu har gået på universitetet i halvandet år, føler jeg mig til tider stadig som en indvandrer. Jeg kommer fra en lang række af arbejdere, så universitetet er meget nyt for både mig og hele min familie. Jeg havde aldrig været på et før jeg startede på bacheloren i litteraturvidenskab i 2012, og det var en meget forvirrende oplevelse. Selvom ingen i min nærmeste familie er universitetsuddannede, er jeg vokset op i et hjem med bøger, og det er det der er hele fundamentet for min studielyst. Jeg har altid læst meget, og fandt det (på trods af min baggrund) naturligt at jeg en dag skulle på universitetet. Det gik bare ikke så smertefrit, som jeg ellers havde forestillet mig.
På universitetet er der mange ting, der kan forundre en datter af en kontorassistent og en ejendomsfunktionær (super fancy ord for "vicevært"). Sproget ramte mig som det første. Jeg har altid regnet mig selv for havende et godt ordforråd. Denne opfattelse måtte revideres allerede efter første undervisningsdag. Jeg forstod intet. Forventedes det virkelig af mig, at jeg skulle kunne anvende ord som "fokalisator" og "transcendental"? Det føltes sådan, og ingen af mine medstuderende protesterede mod de, for mig, fremmede ord. Det virkede som om det var en selvfølgelighed. I starten forsimplede jeg alt, og kunne ikke forstå hvorfor man skulle bruge et begreb som de fleste ikke forstod, når man kunne forklare det så alle kunne forstå det. Jeg kunne se at mine undervisere ikke brød sig om det. Efterhånden lærte jeg dog at afkode hvad underviseren sagde, og udviklede et, efter mit niveau, nogenlunde habilt akedemisk sprog. Da vi skulle skrive vores første opgave, kunne jeg ikke få mig selv til at anvende mit nye sprog. Jeg følte mig snobbet og højrøvet, og jeg endte med at aflevere en opgave på gymnasieniveau (eller måske under), der fik tilbagemeldingen "den første del er rigtig dårlig" og "dit sprog er problematisk". Det var fuldstændig rigtigt, men det ramte mig alligevel lige mellem øjnene. Jeg er altid blevet komplimenteret for mig skriftlige sprog, og det kom som et chok for mig, at nogen kunne mene, at jeg formulerede mig problematisk. Jeg kan godt se nu, at det selvfølgelig skyldtes den upræcished det medførte, at jeg ikke anvendte begreberne eller blot den formelle tone der forventes af en opgave på universitetsniveau.
En anden ting der chokerede mig, var en del af mine medstuderendes livsstil og økonomi. Jeg husker at være blevet særligt chokeret over, at en medstuderende foreslog mig, at mine forældre kunne betale for en ny computer til mig, da min gamle gik i stykker. Det var helt utænkeligt. Jeg har på ingen måde levet dårligt, og jeg har aldrig følt mig fattig. Men jeg har altid været klar over, at når vi kom ud og rejse ca. en gang hvert andet år, var det fordi min far havde tre jobs. Jeg ved at mine forældre har arbejdet hårdt, for at give min søster og jeg det bedst mulige, og der var ingen chance for, at jeg ville bede mine forældre om en sum i den størrelsesorden, eller for den sags skyld nogensinde kommer til at ville det. Kløften virkede rigtig stor dengang, meget større end den gør nu, og mine indtryk var helt sikkert overdrevne og forstærkede af følelsen af at være malplaceret. Jeg forestillede mig, at alle kunne se på mig, at jeg ikke hørte til. Jeg følte mig ussel og mindreværdig. Jeg var få år forinden kommet ud af at skadeligt miljø, og er stadig ved at finde fast grund under fødderne efter en meget hektisk periode i mit liv. Det var svært for mig at tilpasse mig den virkelige verden i forvejen. Jeg følte at vi var for forskellige til at kunne fungere sammen. Nu ved jeg heldigvis at jeg tog fejl, og at det nogle gange handler om at turde være åben og sårbar, for at andre kan forstå hvorfor man er som man er. Og hvis man er rigtig heldig, kan man finde nogen, man er i samme båd med. Det går den rigtige vej nu. Det tager lang tid, men jeg nærmer mig langsomt venskaber, som jeg tror på kan blive rigtig gode.
Jeg tænkte at det skulle blive bedre, da jeg meldte mig ind i fagråddet. Kløften blev dog i starten kun større. De fleste andre lod til at have lavet foreningsarbejde før, hvad der var fuldstændigt nyt for mig. Det tætteste jeg har været på en forening, var min fars kanoklub, hvor han var bestyrrelsesmedlem i en periode. Da vi skulle skrive vedtægter, kunne jeg ikke rigtig bidrage med noget, og jeg følte mig ærligt talt til overs. Jeg valgte heldigvis at fortsætte. Jeg føler nu, at jeg bidrager på lige fod med de andre.
Selvom det meste går meget bedre nu, føler jeg mit stadig splittet. Jeg skal være én når jeg besøger min familie, og en anden når jeg er på universitetet. Mine forældre forstår ikke hvad jeg snakker om, hvis jeg taler om studiet, så det gør jeg ikke så meget. Det frustrerer mig, at jeg ikke kan tale med dem om det, når nu det fylder så meget for mig i hverdagen, når nu det er dét hele mit efterhånden drejer sig om. Specielt de teoretiske afspekter af min uddannelse interesserer dem bare ikke, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Men jeg føler klart et handicap, ved ikke at kunne vende stoffet med dem. Til gengæld kan jeg tale med dem om alt andet.
Der kommer flere og flere som mig på universitetet, og det synes jeg er rigtig fint. Jeg håber at de kan holde fast i hvem de er, sammentidig med at være åbne overfor forandring. Jeg ville ønske at nogen havde sagt til mig, at man godt kunne gøre begge dele.

For nyligt skete der noget, der inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. Yahya Hassan gæstede Syddansk universitet. Det var et clash mellem to kulturer, og her taler jeg ikke om etnicitet, men om sociale klasser. Da der blev besvaret spørgsmål, sagde en ung pige med tørklæde, at hun havde hørt at han var meget inspireret af Moby Dick. Det afviste Hassan, men kommenterede dog, at han havde hørt, at han da lavede "noget meget god musik". Resten af salen lo. De troede at der var tale om en bog.