Jeg har fuldstændig glemt at opdatere siden her. Det er faktisk lidt ærgeligt, så nu kommer jeg tilbage og skriver et indlæg om at være "indvandrer". Jeg er invandrer her på Fyn, men jeg er faktisk også indvandrer på universitetet, og det er det jeg vil skrive om i det her indlæg.
Selvom jeg nu har gået på universitetet i halvandet år, føler jeg mig til tider stadig som en indvandrer. Jeg kommer fra en lang række af arbejdere, så universitetet er meget nyt for både mig og hele min familie. Jeg havde aldrig været på et før jeg startede på bacheloren i litteraturvidenskab i 2012, og det var en meget forvirrende oplevelse. Selvom ingen i min nærmeste familie er universitetsuddannede, er jeg vokset op i et hjem med bøger, og det er det der er hele fundamentet for min studielyst. Jeg har altid læst meget, og fandt det (på trods af min baggrund) naturligt at jeg en dag skulle på universitetet. Det gik bare ikke så smertefrit, som jeg ellers havde forestillet mig.
På universitetet er der mange ting, der kan forundre en datter af en kontorassistent og en ejendomsfunktionær (super fancy ord for "vicevært"). Sproget ramte mig som det første. Jeg har altid regnet mig selv for havende et godt ordforråd. Denne opfattelse måtte revideres allerede efter første undervisningsdag. Jeg forstod intet. Forventedes det virkelig af mig, at jeg skulle kunne anvende ord som "fokalisator" og "transcendental"? Det føltes sådan, og ingen af mine medstuderende protesterede mod de, for mig, fremmede ord. Det virkede som om det var en selvfølgelighed. I starten forsimplede jeg alt, og kunne ikke forstå hvorfor man skulle bruge et begreb som de fleste ikke forstod, når man kunne forklare det så alle kunne forstå det. Jeg kunne se at mine undervisere ikke brød sig om det. Efterhånden lærte jeg dog at afkode hvad underviseren sagde, og udviklede et, efter mit niveau, nogenlunde habilt akedemisk sprog. Da vi skulle skrive vores første opgave, kunne jeg ikke få mig selv til at anvende mit nye sprog. Jeg følte mig snobbet og højrøvet, og jeg endte med at aflevere en opgave på gymnasieniveau (eller måske under), der fik tilbagemeldingen "den første del er rigtig dårlig" og "dit sprog er problematisk". Det var fuldstændig rigtigt, men det ramte mig alligevel lige mellem øjnene. Jeg er altid blevet komplimenteret for mig skriftlige sprog, og det kom som et chok for mig, at nogen kunne mene, at jeg formulerede mig problematisk. Jeg kan godt se nu, at det selvfølgelig skyldtes den upræcished det medførte, at jeg ikke anvendte begreberne eller blot den formelle tone der forventes af en opgave på universitetsniveau.
En anden ting der chokerede mig, var en del af mine medstuderendes livsstil og økonomi. Jeg husker at være blevet særligt chokeret over, at en medstuderende foreslog mig, at mine forældre kunne betale for en ny computer til mig, da min gamle gik i stykker. Det var helt utænkeligt. Jeg har på ingen måde levet dårligt, og jeg har aldrig følt mig fattig. Men jeg har altid været klar over, at når vi kom ud og rejse ca. en gang hvert andet år, var det fordi min far havde tre jobs. Jeg ved at mine forældre har arbejdet hårdt, for at give min søster og jeg det bedst mulige, og der var ingen chance for, at jeg ville bede mine forældre om en sum i den størrelsesorden, eller for den sags skyld nogensinde kommer til at ville det. Kløften virkede rigtig stor dengang, meget større end den gør nu, og mine indtryk var helt sikkert overdrevne og forstærkede af følelsen af at være malplaceret. Jeg forestillede mig, at alle kunne se på mig, at jeg ikke hørte til. Jeg følte mig ussel og mindreværdig. Jeg var få år forinden kommet ud af at skadeligt miljø, og er stadig ved at finde fast grund under fødderne efter en meget hektisk periode i mit liv. Det var svært for mig at tilpasse mig den virkelige verden i forvejen. Jeg følte at vi var for forskellige til at kunne fungere sammen. Nu ved jeg heldigvis at jeg tog fejl, og at det nogle gange handler om at turde være åben og sårbar, for at andre kan forstå hvorfor man er som man er. Og hvis man er rigtig heldig, kan man finde nogen, man er i samme båd med. Det går den rigtige vej nu. Det tager lang tid, men jeg nærmer mig langsomt venskaber, som jeg tror på kan blive rigtig gode.
Jeg tænkte at det skulle blive bedre, da jeg meldte mig ind i fagråddet. Kløften blev dog i starten kun større. De fleste andre lod til at have lavet foreningsarbejde før, hvad der var fuldstændigt nyt for mig. Det tætteste jeg har været på en forening, var min fars kanoklub, hvor han var bestyrrelsesmedlem i en periode. Da vi skulle skrive vedtægter, kunne jeg ikke rigtig bidrage med noget, og jeg følte mig ærligt talt til overs. Jeg valgte heldigvis at fortsætte. Jeg føler nu, at jeg bidrager på lige fod med de andre.
Selvom det meste går meget bedre nu, føler jeg mit stadig splittet. Jeg skal være én når jeg besøger min familie, og en anden når jeg er på universitetet. Mine forældre forstår ikke hvad jeg snakker om, hvis jeg taler om studiet, så det gør jeg ikke så meget. Det frustrerer mig, at jeg ikke kan tale med dem om det, når nu det fylder så meget for mig i hverdagen, når nu det er dét hele mit efterhånden drejer sig om. Specielt de teoretiske afspekter af min uddannelse interesserer dem bare ikke, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Men jeg føler klart et handicap, ved ikke at kunne vende stoffet med dem. Til gengæld kan jeg tale med dem om alt andet.
Der kommer flere og flere som mig på universitetet, og det synes jeg er rigtig fint. Jeg håber at de kan holde fast i hvem de er, sammentidig med at være åbne overfor forandring. Jeg ville ønske at nogen havde sagt til mig, at man godt kunne gøre begge dele.
For nyligt skete der noget, der inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. Yahya Hassan gæstede Syddansk universitet. Det var et clash mellem to kulturer, og her taler jeg ikke om etnicitet, men om sociale klasser. Da der blev besvaret spørgsmål, sagde en ung pige med tørklæde, at hun havde hørt at han var meget inspireret af Moby Dick. Det afviste Hassan, men kommenterede dog, at han havde hørt, at han da lavede "noget meget god musik". Resten af salen lo. De troede at der var tale om en bog.
søndag den 1. december 2013
tirsdag den 9. juli 2013
Køwenhawnerbirkes holder sommerferie
Så er der sommerferie i det fynske! Der skal chilles og maxes og relaxes, og det kan slet ikke gå for hurtigt. Jeg planlægger at læse på terassen, drikke bajere i Munke Mose og tage på stranden i Svendborg, og jeg starter med stranden i morgen.
Heruodover planlægger jeg at få set noget mere af fyn. Her kommer en lille liste over ting jeg gerne vil tjekke ud i sommerferien:
1. H.C. Andersens hus. Jeg ved det ikke er voldsomt hipt og happening, men jeg kan jo ikke blive lokal, hvis jeg ikke har været der.
2. Bussen til Slukefter. Jeg er nødt til det. Slukefter lyder som et magisk sted.
3. Odense Zoo. Det skal jeg altså. Jeg kan slet ikke understrege kraftigt nok, hvor meget jeg elsker at gå i zoo.
4. Den Fynske Landsby. Jeg er helt pjattet med alt der er gammelt.
5. Valdemars Slot. Igen, gamle steder er de bedste steder.
I næste uge tager jeg ni dage til Samsø, så næste indlæg vil til en forandring ikke komme til at handle om fyn. Og nu vil jeg gå ud på min terasse og holde fri.
God sommerferie!
Heruodover planlægger jeg at få set noget mere af fyn. Her kommer en lille liste over ting jeg gerne vil tjekke ud i sommerferien:
1. H.C. Andersens hus. Jeg ved det ikke er voldsomt hipt og happening, men jeg kan jo ikke blive lokal, hvis jeg ikke har været der.
2. Bussen til Slukefter. Jeg er nødt til det. Slukefter lyder som et magisk sted.
3. Odense Zoo. Det skal jeg altså. Jeg kan slet ikke understrege kraftigt nok, hvor meget jeg elsker at gå i zoo.
4. Den Fynske Landsby. Jeg er helt pjattet med alt der er gammelt.
5. Valdemars Slot. Igen, gamle steder er de bedste steder.
I næste uge tager jeg ni dage til Samsø, så næste indlæg vil til en forandring ikke komme til at handle om fyn. Og nu vil jeg gå ud på min terasse og holde fri.
God sommerferie!
mandag den 17. juni 2013
Sommerbirkes alene i verden
Jeg har været hjemme i Køwenhawn fra torsdag til mandag (i dag), og nu er jeg lidt trist. Jeg har ikke rigtig lyst til at tage tilbage, mest fordi det er læseferie, så jeg har ikke rigtig noget at tage tilbage til. Jeg har ikke været i stand til at skabe særlig tætte kontakter til mine medstuderende, i hvert fald ikke tætte nok til at jeg føler, at jeg bare kan ringe dem op og lave aftaler med dem udenfor universitetet. Jeg frygter en lang og ensom sommer i det fynske. Heldigvis skal jeg ud at rejse noget af tiden, men resten bliver nok lidt trist.
Her kommer en top tre over ting jeg savner ved at bo i København.
1. At være tæt på mine venner. Puha jeg savner det trygge i at have mine gamle venner tæt på mig. Det er hårdt at skulle finde nye. Det har jeg ikke skullet siden jeg startede i gymnasiet.
2. At der altid sker noget. Jeg var til gratis koncert med Pede B og Per Vers på Nemoland i går, og det fik mig til at indse, hvor meget jeg savner, at man bare kan finde en oplevelse at tage til. Der er altid et eller andet spændende arrangement man kan tage til i København for ingen eller næsten ingen penge. I Odense må man vente lidt, eller også er de bare virkelig svære at finde.
3. At jeg kan få en falafel på hvilket som helst tidspunkt af døgnet, uanset hvor jeg befinder mig. Min oplevelse er, at man i Odense nogle gange skal gå langt for at finde et døgnåbent sted.
Piv.
Her kommer en top tre over ting jeg savner ved at bo i København.
1. At være tæt på mine venner. Puha jeg savner det trygge i at have mine gamle venner tæt på mig. Det er hårdt at skulle finde nye. Det har jeg ikke skullet siden jeg startede i gymnasiet.
2. At der altid sker noget. Jeg var til gratis koncert med Pede B og Per Vers på Nemoland i går, og det fik mig til at indse, hvor meget jeg savner, at man bare kan finde en oplevelse at tage til. Der er altid et eller andet spændende arrangement man kan tage til i København for ingen eller næsten ingen penge. I Odense må man vente lidt, eller også er de bare virkelig svære at finde.
3. At jeg kan få en falafel på hvilket som helst tidspunkt af døgnet, uanset hvor jeg befinder mig. Min oplevelse er, at man i Odense nogle gange skal gå langt for at finde et døgnåbent sted.
Piv.
tirsdag den 11. juni 2013
Køwenhawne(r)kulturfestivalbirkes
Jeg undskylder med det samme for titlen på dette indlæg og trækker øjeblikkeligt min undskyldning tilbage igen, fordi jeg selv synes det er hysterisk morsomt.
Så var der havnekulturfestival i Odense. Sikke en oplevelse! Hvem kunne vide at der var så meget gang i den her på fyn? Fredag nåede jeg ikke at se meget af festlighederne, da jeg blev fanget af venner og bajere i græsset, men en meget vellykket Von Dü-koncert blev det da til. Der var gang i de festlige fyre og luften var fyldt med fede ska- og reggaerytmer (og selvfølgelig den umiskendelige dunst af tvivlsomme tobakker). Jeg kender en smule til scenen, og af det jeg har hørt ligger Von Dü helt sikkert i den gode ende.
Lørdag gik med tømmermænd, og søndag vendte jeg tilbage med Anders under armen. Inden vi tog til festival, valgte vi at slå et smut forbi bazaren, som vi havde hørt lidt om fra venner og bekendte. SÅDAN, Odense! Det er sådan en bazar skal være. Da Torvehallerne i København åbnede, var det præcis denne slags marked jeg havde håbet på at kunne besøge, men jeg var slemt skuffet over at se de dyre luksusbutikker og den manglende kulturdiversitet. Med bazaren i Odense er det en helt anden snak, og det er helt sikkert et besøg værd. Overalt dufter der af forskellig slags mad, frugt og grønsager, og butikkerne er fyldt med farverigt og anderledes tøj. Anders og jeg gik derfra med tunge tasker (men betydeligt lettere pengepunge), og lommerne fyldt med tørrede lækkerier, dejligt brød, olivenblandinger og sære frugter vi ikke kendte navnene på. Vi spiste det hele i solen nede på havnen, mens vi overværede nogle runder kajakpolo - også en ny og underholdende oplevelse.
Jeg var overrakset over hvor meget kunsthåndværk der var at finde på havnen den dag. Både i træ, metal, glas og gamle cykelslanger. Vi satte kursen mod Byens Ø, hvor jeg blev inviteret til at spille sammen med Odense Tabourkorps af nogle flinke fyre, der blev noget overrasket over at jeg kunne spille på deres marchtromme. Jeg er tidligere garder, og jeg savner at spille tromme, så det vil jeg da helt sikkert gøre brug af. På rockscenen, der desværre var godt stuvet af vejen, fandt vi dagens største overraskelse. Jeg har desværre glemt navnet på bandet, og det er ikke sat på programmet, men jeg forsøger at finde ud af hvad de hedder, for jeg synes nu nok de fortjener at nævnes ved navn. Bandet bestod af nogle meget unge (men også meget imponerende) fyre, der spillede overraskende god metal. Vi blev blæst væk af forsangerens vokal, og jeg forstår stadig ikke hvordan sådan en stor lyd kan bo inde i sådan en ung og spinkel dreng. Hvis nogen ser det her, og ved hvem de er, må de meget gerne lige smide en kommentar med info. Forsangeren var lyshåret og spillede guitar, men jeg husker desværre ikke mere om hvordan de så ud.
Kort efter besøgte vi et telt hvor et band (der vidst nok jammer på Club Dexter/ Posten med jævne mellemrum) spillede lækker musik og inviterede publikum til at komme op på scenen og improvisere sammen med dem. Det var der nogle der benyttede sig af, og det havde vi meget sjov ud af. Vi kiggede lidt rundt i boderne omkring teltet, hvor Anders købte et fint billede af en rumraket til mig, som vi skal have hængt op.
Da festivalen begyndte at pakke sammen mødte vi nogle venner og tog til Munke Mose, og videre på Den Smagløse Café, hvor vi fik nogle gode Irish Coffees og havde en rigtig hyggelig aften.
Tak for en fantastisk oplevelsesrig weekend, Odense. Det var en fornøjelse.
Så var der havnekulturfestival i Odense. Sikke en oplevelse! Hvem kunne vide at der var så meget gang i den her på fyn? Fredag nåede jeg ikke at se meget af festlighederne, da jeg blev fanget af venner og bajere i græsset, men en meget vellykket Von Dü-koncert blev det da til. Der var gang i de festlige fyre og luften var fyldt med fede ska- og reggaerytmer (og selvfølgelig den umiskendelige dunst af tvivlsomme tobakker). Jeg kender en smule til scenen, og af det jeg har hørt ligger Von Dü helt sikkert i den gode ende.
Lørdag gik med tømmermænd, og søndag vendte jeg tilbage med Anders under armen. Inden vi tog til festival, valgte vi at slå et smut forbi bazaren, som vi havde hørt lidt om fra venner og bekendte. SÅDAN, Odense! Det er sådan en bazar skal være. Da Torvehallerne i København åbnede, var det præcis denne slags marked jeg havde håbet på at kunne besøge, men jeg var slemt skuffet over at se de dyre luksusbutikker og den manglende kulturdiversitet. Med bazaren i Odense er det en helt anden snak, og det er helt sikkert et besøg værd. Overalt dufter der af forskellig slags mad, frugt og grønsager, og butikkerne er fyldt med farverigt og anderledes tøj. Anders og jeg gik derfra med tunge tasker (men betydeligt lettere pengepunge), og lommerne fyldt med tørrede lækkerier, dejligt brød, olivenblandinger og sære frugter vi ikke kendte navnene på. Vi spiste det hele i solen nede på havnen, mens vi overværede nogle runder kajakpolo - også en ny og underholdende oplevelse.
Jeg var overrakset over hvor meget kunsthåndværk der var at finde på havnen den dag. Både i træ, metal, glas og gamle cykelslanger. Vi satte kursen mod Byens Ø, hvor jeg blev inviteret til at spille sammen med Odense Tabourkorps af nogle flinke fyre, der blev noget overrasket over at jeg kunne spille på deres marchtromme. Jeg er tidligere garder, og jeg savner at spille tromme, så det vil jeg da helt sikkert gøre brug af. På rockscenen, der desværre var godt stuvet af vejen, fandt vi dagens største overraskelse. Jeg har desværre glemt navnet på bandet, og det er ikke sat på programmet, men jeg forsøger at finde ud af hvad de hedder, for jeg synes nu nok de fortjener at nævnes ved navn. Bandet bestod af nogle meget unge (men også meget imponerende) fyre, der spillede overraskende god metal. Vi blev blæst væk af forsangerens vokal, og jeg forstår stadig ikke hvordan sådan en stor lyd kan bo inde i sådan en ung og spinkel dreng. Hvis nogen ser det her, og ved hvem de er, må de meget gerne lige smide en kommentar med info. Forsangeren var lyshåret og spillede guitar, men jeg husker desværre ikke mere om hvordan de så ud.
Kort efter besøgte vi et telt hvor et band (der vidst nok jammer på Club Dexter/ Posten med jævne mellemrum) spillede lækker musik og inviterede publikum til at komme op på scenen og improvisere sammen med dem. Det var der nogle der benyttede sig af, og det havde vi meget sjov ud af. Vi kiggede lidt rundt i boderne omkring teltet, hvor Anders købte et fint billede af en rumraket til mig, som vi skal have hængt op.
Da festivalen begyndte at pakke sammen mødte vi nogle venner og tog til Munke Mose, og videre på Den Smagløse Café, hvor vi fik nogle gode Irish Coffees og havde en rigtig hyggelig aften.
Tak for en fantastisk oplevelsesrig weekend, Odense. Det var en fornøjelse.
fredag den 24. maj 2013
Køwenhawnerbirkes går Nedenunder (men aldrig hjem).
Puha, så er den tredje skriftlige eksamen overstået. Det var noget af en kamp, og jeg synes ærlig talt at jeg fortjener at gå i fredagsbaren og lukke noget damp ud. I aften gæster Wafande Nedenunder, og det bliver bare pisse fedt! Og hvis du er uartig, kan du bare komme med hjem. Nedenunder er virkelig en lækker fredagsbar. De er virkelig gode til at lokke nogle fede kunstnere til, bajerne er billige, og sidst jeg var i baren spillede Johnson, hvem bliver ikke glad i låget af det? Desuden tog jeg videre i byen med et billede af Anders og jeg der holder en 16 kilo tung gul og hvid pytonslange! Det går vildt for sig Nedenunder. Min veninde har forstuvet sin fod, men tager med alligevel, så nu vil jeg tage afsted så vi kan gøre vores entré mens hun halter på sit højre ben! Hvis du forstår sådan en lille en.
onsdag den 22. maj 2013
Køwenhawnerbirkes vender tilbage
... Og så var der eksaminer der skulle klares og et parforhold der skulle reddes. Men så vendte jeg tilbage.
Det har været nogle hårde måneder i Odense, hvis jeg skal være helt ærlig. Kulturchokket ramte mig hårdt og pludseligt, og det har været enormt frustrerende og ensomt. Derfor har mit indlæg i dag en lettere alvorlig tone. Jeg er nu over de værste forandringer. Her er en liste over dem jeg fandt sværrest at overkomme:
1. Ensomhed
Jeg bor midt ude i ingenting. Der sker ikke rigtig noget her, og jeg føler at jeg ulejliger mine medstuderende ved at invitere dem ud til mig. Derfor har jeg ingen gæster, når der da ikke kommer nogle fra Køwenhawn på besøg. Når vejret er gråt (og specielt før der kommer blade på træerne) er her meget "sovjet." Heldigvis er Anders begyndt at få nogle gæster en gang i mellem. Det giver lidt liv.
2. Stress
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været en udfordring for mig at flytte sammen med min kæreste. Der har været råben, kasten med ting og "så synes jeg ærlig talt du skal tage og pakke alle dine ting og skride." Det gjorde han heldigvis ikke. Det har været svært at vænne sig til at bo sammen og klare de ting der skal klares i en husholdning, sammentidig med at passe mine studier. Det er noget af et puslespil. Men Anders er begyndt at hjælpe rigtig meget til, og det sætter jeg stor pris på. Endelig føler jeg at jeg (lige nøjagtig) kan nå det hele.
3. Savn
Jeg begyndte pludselig at savne min familie mere end jeg nogensinde har gjort før. Det gik pludselig op for mig at jeg aldrig skulle bo sammen med dem igen. Pludselig virkede min søsters kaotiske faren-rundt så hyggelig. Jeg begyndte at savne min mors evindelige rengøring og sniksnak i telefonen (gerne på samme tid), og selv min fars heftige raseriudbrud over ting han kan ikke kan samle ("DER MÅ JO VÆRE NOGET GALT MED DET!"), eller hans fodboldhold der misser en "OPLAGT CHANCE! DER VAR JO HELT ÅBENT!"
4. Folk
I forlængelse af mit savn begyndte jeg at se scooterdrenge og middelaldrende vi-har-børn-og-det-kan-man-se-på-os-vrag alle vegne. For ikke at tale om skrigende provinsgymnasiepiger med flere kilo makeup i hovedet og højtspillende Ke$ha fra deres iPhones. Nu kan jeg godt se at det kun var en effekt af mit savn, men på det pågældende tidspunkt følte jeg virkelig at det hele måske var en stor fejl. Folk er også begyndt at bemærke mit sprog ganske ofte. Højlydt. "Ja jeg kan jo høre du er fra Sjælland (tsk tsk)." Eller "Du er godt nok fra københavn hva'? (det må jo være dejligt at være sluppet væk derfra, hæ hæ.") Det bryder jeg mig ikke stort om, og jeg oplevede igen så sent som i sidste uge hos min læge (jeg kører i øvrigt forbi køer på min cykel for at komme derhen), hvor en sygeplejerske der skulle vaccinere mig (3. HPV) bemærkede at hun kunne høre jeg var fra Sjælland, grinede sammen med sin kollega og antydede at lægerne derovre ikke var så skarpe. Det får mig til at føle mig som en fremmed, mere end jeg gør i forvejen. Jeg ville ønske at det ville stoppe.
5. Akademia Nu hvor jeg bruger mere tid sammen med mine medstuderende, begynder jeg mere og mere at tale Akedemia. Et sprog der komplicerer alting unødvendigt og hvor "synsvinkel" hedder "fokalisator." Jeg kommer fra en arbejderfamilie, og jeg begynder at kunne mærke en lille kløft mellem os. Når vi taler i telefon kommer jeg oftere og oftere til at bruge ord de ikke forstår. Jeg synes det er så flovt.
...Men så vendte det hele, og det fynske forår kom endelig. Og hvem kan stå for det? Her er helt utroligt smukt, nu hvor alting er grønt. Mit område er et dejligt sted at bo nu. Her er skønt grønt overalt, og det kan man simpelthen ikke undgå at blive i godt humør af. Jeg ser harer og dådyr hele tiden herude, og her dufter virkelig skønt. Det må være en af de bedste forandringer. Både Anders og jeg er efterhånden faldet til, og holder af at bo her. Det ser ud som om, at alting bare bliver bedre og bedre.
Det har været nogle hårde måneder i Odense, hvis jeg skal være helt ærlig. Kulturchokket ramte mig hårdt og pludseligt, og det har været enormt frustrerende og ensomt. Derfor har mit indlæg i dag en lettere alvorlig tone. Jeg er nu over de værste forandringer. Her er en liste over dem jeg fandt sværrest at overkomme:
1. Ensomhed
Jeg bor midt ude i ingenting. Der sker ikke rigtig noget her, og jeg føler at jeg ulejliger mine medstuderende ved at invitere dem ud til mig. Derfor har jeg ingen gæster, når der da ikke kommer nogle fra Køwenhawn på besøg. Når vejret er gråt (og specielt før der kommer blade på træerne) er her meget "sovjet." Heldigvis er Anders begyndt at få nogle gæster en gang i mellem. Det giver lidt liv.
2. Stress
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været en udfordring for mig at flytte sammen med min kæreste. Der har været råben, kasten med ting og "så synes jeg ærlig talt du skal tage og pakke alle dine ting og skride." Det gjorde han heldigvis ikke. Det har været svært at vænne sig til at bo sammen og klare de ting der skal klares i en husholdning, sammentidig med at passe mine studier. Det er noget af et puslespil. Men Anders er begyndt at hjælpe rigtig meget til, og det sætter jeg stor pris på. Endelig føler jeg at jeg (lige nøjagtig) kan nå det hele.
3. Savn
Jeg begyndte pludselig at savne min familie mere end jeg nogensinde har gjort før. Det gik pludselig op for mig at jeg aldrig skulle bo sammen med dem igen. Pludselig virkede min søsters kaotiske faren-rundt så hyggelig. Jeg begyndte at savne min mors evindelige rengøring og sniksnak i telefonen (gerne på samme tid), og selv min fars heftige raseriudbrud over ting han kan ikke kan samle ("DER MÅ JO VÆRE NOGET GALT MED DET!"), eller hans fodboldhold der misser en "OPLAGT CHANCE! DER VAR JO HELT ÅBENT!"
4. Folk
I forlængelse af mit savn begyndte jeg at se scooterdrenge og middelaldrende vi-har-børn-og-det-kan-man-se-på-os-vrag alle vegne. For ikke at tale om skrigende provinsgymnasiepiger med flere kilo makeup i hovedet og højtspillende Ke$ha fra deres iPhones. Nu kan jeg godt se at det kun var en effekt af mit savn, men på det pågældende tidspunkt følte jeg virkelig at det hele måske var en stor fejl. Folk er også begyndt at bemærke mit sprog ganske ofte. Højlydt. "Ja jeg kan jo høre du er fra Sjælland (tsk tsk)." Eller "Du er godt nok fra københavn hva'? (det må jo være dejligt at være sluppet væk derfra, hæ hæ.") Det bryder jeg mig ikke stort om, og jeg oplevede igen så sent som i sidste uge hos min læge (jeg kører i øvrigt forbi køer på min cykel for at komme derhen), hvor en sygeplejerske der skulle vaccinere mig (3. HPV) bemærkede at hun kunne høre jeg var fra Sjælland, grinede sammen med sin kollega og antydede at lægerne derovre ikke var så skarpe. Det får mig til at føle mig som en fremmed, mere end jeg gør i forvejen. Jeg ville ønske at det ville stoppe.
5. Akademia Nu hvor jeg bruger mere tid sammen med mine medstuderende, begynder jeg mere og mere at tale Akedemia. Et sprog der komplicerer alting unødvendigt og hvor "synsvinkel" hedder "fokalisator." Jeg kommer fra en arbejderfamilie, og jeg begynder at kunne mærke en lille kløft mellem os. Når vi taler i telefon kommer jeg oftere og oftere til at bruge ord de ikke forstår. Jeg synes det er så flovt.
...Men så vendte det hele, og det fynske forår kom endelig. Og hvem kan stå for det? Her er helt utroligt smukt, nu hvor alting er grønt. Mit område er et dejligt sted at bo nu. Her er skønt grønt overalt, og det kan man simpelthen ikke undgå at blive i godt humør af. Jeg ser harer og dådyr hele tiden herude, og her dufter virkelig skønt. Det må være en af de bedste forandringer. Både Anders og jeg er efterhånden faldet til, og holder af at bo her. Det ser ud som om, at alting bare bliver bedre og bedre.
onsdag den 16. januar 2013
Køwenhawnerbirkes på afveje.
Jeg har boet i Odense i fire dage nu, og har først vovet mig udenfor i dag. Efter nogle hårde dage med udpakning og oprydning, er alt endelig på plads i lejligheden. I dag har jeg været til eksamen i litterær periode, i hvilken anledning jeg skulle cykle ud til universitetet for første gang. Jeg kørte forkert et par gange på vejen derud, men klarede det okay, omstændighederne taget i betragtning. Men Odense, hvor har I gemt jeres cykelstier? Har i dag kørt langs stærkt trafikerede veje, tyve centimeter fra forbipasserende bildøre, og i panik forsøgt at holde styret stille under mine rystende hænder. Kom endelig væk fra rædselsvækkende Ørbækvej, og ud på en dejlig cykelsti i et Narnia-agtigt landskab, og nåede til sidst sikkert frem til universitetet.
Det var på vejen hjem, at det gik galt. GPS'en i min mobil førte mig først frem, så tilbage, så frem igen. Indtil den forsøgte at slå mig ihjel, ved at føre mig ud på motorvejen, hvor jeg kørte i ti minutter, før det gik op for mig, at det ikke kunne være rigtigt. Og så gik den ellers ud, og jeg gik i panik. Jeg fandt en sti, steg af cyklen og spurgte en venlig indfødt om vej. Jeg skulle da bare følge den sti jeg var på. Den viste sig at dele sig mindst fem gange på vejen. Endelig! Reddet af Tornbjeg Kirke efter godt en time og tyve minutters køretur.
Nå, jamen så skulle jeg da lige ind og handle. Fik handlet det hele og vandrede lettet op til kassen. For at finde ud af, at jeg havde glemt min pung. Den søde pige i kassen var forstående, og tilbød at kun kunne pakke varene i posen, mens jeg cyklede hjem efter min pung. Cyklede hjem, kun for at finde ud af, at min pung hele tiden havde ligget i min brystlomme. Tilbage igen. Købte så en hel karton is, som jeg kørte hjem og trøstespiste, hvorefter jeg udmattet faldt i søvn på sofaen til Ally MacBeal... ynkeligt? Det tror jeg nok.
Første dag udenfor lejligheden: dumpet.
Det var på vejen hjem, at det gik galt. GPS'en i min mobil førte mig først frem, så tilbage, så frem igen. Indtil den forsøgte at slå mig ihjel, ved at føre mig ud på motorvejen, hvor jeg kørte i ti minutter, før det gik op for mig, at det ikke kunne være rigtigt. Og så gik den ellers ud, og jeg gik i panik. Jeg fandt en sti, steg af cyklen og spurgte en venlig indfødt om vej. Jeg skulle da bare følge den sti jeg var på. Den viste sig at dele sig mindst fem gange på vejen. Endelig! Reddet af Tornbjeg Kirke efter godt en time og tyve minutters køretur.
Nå, jamen så skulle jeg da lige ind og handle. Fik handlet det hele og vandrede lettet op til kassen. For at finde ud af, at jeg havde glemt min pung. Den søde pige i kassen var forstående, og tilbød at kun kunne pakke varene i posen, mens jeg cyklede hjem efter min pung. Cyklede hjem, kun for at finde ud af, at min pung hele tiden havde ligget i min brystlomme. Tilbage igen. Købte så en hel karton is, som jeg kørte hjem og trøstespiste, hvorefter jeg udmattet faldt i søvn på sofaen til Ally MacBeal... ynkeligt? Det tror jeg nok.
Første dag udenfor lejligheden: dumpet.
Abonner på:
Opslag (Atom)