Sommerbirkes alene i verden

Jeg har været hjemme i Køwenhawn fra torsdag til mandag (i dag), og nu er jeg lidt trist. Jeg har ikke rigtig lyst til at tage tilbage, mest fordi det er læseferie, så jeg har ikke rigtig noget at tage tilbage til. Jeg har ikke været i stand til at skabe særlig tætte kontakter til mine medstuderende, i hvert fald ikke tætte nok til at jeg føler, at jeg bare kan ringe dem op og lave aftaler med dem udenfor universitetet. Jeg frygter en lang og ensom sommer i det fynske. Heldigvis skal jeg ud at rejse noget af tiden, men resten bliver nok lidt trist.

Her kommer en top tre over ting jeg savner ved at bo i København.
1. At være tæt på mine venner. Puha jeg savner det trygge i at have mine gamle venner tæt på mig. Det er hårdt at skulle finde nye. Det har jeg ikke skullet siden jeg startede i gymnasiet.
2. At der altid sker noget. Jeg var til gratis koncert med Pede B og Per Vers på Nemoland i går, og det fik mig til at indse, hvor meget jeg savner, at man bare kan finde en oplevelse at tage til. Der er altid et eller andet spændende arrangement man kan tage til i København for ingen eller næsten ingen penge. I Odense må man vente lidt, eller også er de bare virkelig svære at finde.
3. At jeg kan få en falafel på hvilket som helst tidspunkt af døgnet, uanset hvor jeg befinder mig. Min oplevelse er, at man i Odense nogle gange skal gå langt for at finde et døgnåbent sted.

Piv.

Køwenhawne(r)kulturfestivalbirkes

Jeg undskylder med det samme for titlen på dette indlæg og trækker øjeblikkeligt min undskyldning tilbage igen, fordi jeg selv synes det er hysterisk morsomt.

Så var der havnekulturfestival i Odense. Sikke en oplevelse! Hvem kunne vide at der var så meget gang i den her på fyn? Fredag nåede jeg ikke at se meget af festlighederne, da jeg blev fanget af venner og bajere i græsset, men en meget vellykket Von Dü-koncert blev det da til. Der var gang i de festlige fyre og luften var fyldt med fede ska- og reggaerytmer (og selvfølgelig den umiskendelige dunst af tvivlsomme tobakker). Jeg kender en smule til scenen, og af det jeg har hørt ligger Von Dü helt sikkert i den gode ende.
Lørdag gik med tømmermænd, og søndag vendte jeg tilbage med Anders under armen. Inden vi tog til festival, valgte vi at slå et smut forbi bazaren, som vi havde hørt lidt om fra venner og bekendte. SÅDAN, Odense! Det er sådan en bazar skal være. Da Torvehallerne i København åbnede, var det præcis denne slags marked jeg havde håbet på at kunne besøge, men jeg var slemt skuffet over at se de dyre luksusbutikker og den manglende kulturdiversitet. Med bazaren i Odense er det en helt anden snak, og det er helt sikkert et besøg værd. Overalt dufter der af forskellig slags mad, frugt og grønsager, og butikkerne er fyldt med farverigt og anderledes tøj. Anders og jeg gik derfra med tunge tasker (men betydeligt lettere pengepunge), og lommerne fyldt med tørrede lækkerier, dejligt brød, olivenblandinger og sære frugter vi ikke kendte navnene på. Vi spiste det hele i solen nede på havnen, mens vi overværede nogle runder kajakpolo - også en ny og underholdende oplevelse.
Jeg  var overrakset over hvor meget kunsthåndværk der var at finde på havnen den dag. Både i træ, metal, glas og gamle cykelslanger. Vi satte kursen mod Byens Ø, hvor jeg blev inviteret til at spille sammen med Odense Tabourkorps af nogle flinke fyre, der blev noget overrasket over at jeg kunne spille på deres marchtromme. Jeg er tidligere garder, og jeg savner at spille tromme, så det vil jeg da helt sikkert gøre brug af. På rockscenen, der desværre var godt stuvet af vejen, fandt vi dagens største overraskelse. Jeg har desværre glemt navnet på bandet, og det er ikke sat på programmet, men jeg forsøger at finde ud af hvad de hedder, for jeg synes nu nok de fortjener at nævnes ved navn. Bandet bestod af nogle meget unge (men også meget imponerende) fyre, der spillede overraskende god metal. Vi blev blæst væk af forsangerens vokal, og jeg forstår stadig ikke hvordan sådan en stor lyd kan bo inde i sådan en ung og spinkel dreng. Hvis nogen ser det her, og ved hvem de er, må de meget gerne lige smide en kommentar med info. Forsangeren var lyshåret og spillede guitar, men jeg husker desværre ikke mere om hvordan de så ud.
Kort efter besøgte vi et telt hvor et band (der vidst nok jammer på Club Dexter/ Posten med jævne mellemrum) spillede lækker musik og inviterede publikum til at komme op på scenen og improvisere sammen med dem. Det var der nogle der benyttede sig af, og det havde vi meget sjov ud af. Vi kiggede lidt rundt i boderne omkring teltet, hvor Anders købte et fint billede af en rumraket til mig, som vi skal have hængt op.
Da festivalen begyndte at pakke sammen mødte vi nogle venner og tog til Munke Mose, og videre på Den Smagløse Café, hvor vi fik nogle gode Irish Coffees og havde en rigtig hyggelig aften.
Tak for en fantastisk oplevelsesrig weekend, Odense. Det var en fornøjelse.